Overordnet gælder klubbens vedtægter for alt virke i Ølsemagle Motion (herefter ØM). Vedtægterne kan ses på klubbens hjemmeside eller rekvireres i papirform hos kassereren. For nedennævnte punkter, som ikke er specifikt beskrevet i vedtægterne, gælder disse retningslinier:
Aktiviteter, der sker i/udgår fra ØMs klubhus eller med anden relation til ØM, finder pr. definition sted i klubbens regi og er åben for alle medlemmer. I særlige tilfælde kan gæster inviteres.
Alle aktiviteter, der foregår i ØMs regi, planlægges og gennemføres eller godkendes af de dertil valgte organer (bestyrelse, udvalg mm), og de kommunikeres ad kanaler, hvor alle medlemmer har mulighed for at følge med.
Hvis enkeltpersoner eller grupper i ØMs regi virker under andet navn end ØM og/eller med egen dagsorden og/eller uden om ØMs normale organisation, eller i øvrigt i strid med disse retningslinier, vil det være at betragte som opførsel, der skader klubbens virksomhed.
ØM kan/vil ikke forbyde medlemmerne at være tilsluttet andre klubber eller grupper, der dyrker cykelmotion, men agitation i ØMs regi for medlemskab/deltagelse i disse vil ligeledes være at betragte som opførsel, der skader klubbens virksomhed.
Forslag om nye tiltag, eller ændring i bestående, kan i henhold til vedtægterne af alle medlemmer fremsættes til generalforsamlingen. Forslag, der ikke umiddelbart kræver generalforsamlingsbeslutning, kan fremsættes til bestyrelsen. Hvis man ikke er tilfreds med bestyrelsens afgørelse, må man gå til generalforsamlingen. Forslag om ændringer i løbende aktiviteter, som f.eks. træningen, kan drøftes og evt. aftales på stedet, når et kvalificeret antal af faste deltagere er til stede. Før sådanne ændringer sættes i værk, skal de meddeles de relevante, valgte kluborganer, som kommunikerer dem ud ad de sædvanlige kanaler, hvor alle medlemmer kan følge med og har mulighed for at ytre sig.
Klubhuset kan i særlige tilfælde lånes eller lejes ud, men ikke til klubber, personer eller grupper, hvis formål på nogen måde kolliderer med, konkurrerer med eller strider mod Ølsemagle Motions interesser. (f.eks. andre motionscykelklubber eller lignende). Beslutninger vedr. udlån/udlejning træffes af bestyrelsen.
ØM har én officiel hjemmeside. Den redigeres af en webmaster, som udpeges af bestyrelsen. Retningslinierne for hjemmesiden godkendes af bestyrelsen. Informationer til pressen om klubbens aktiviteter gives af bestyrelsen.
Hvis nogen i trykte eller elektroniske medier misbruger ØMs navn eller miskrediterer klubben, vil det være at betragte som opførsel, der skader klubbens virksomhed.
Disse retningslinier, som er vedtaget på en generalforsamling, kan kun ændres eller slettes ved en efterfølgende generalforsamling.
Såfremt der i mellem 2 generalforsamlinger opstår behov for retningslinier for andre ting, kan bestyrelsen bekendtgøre disse, men de skal prøves ved den førstkommende generalforsamling.
Medlemskab af ØM og deltagelse i klubbens aktiviteter som f.eks trænings- og andre cykelaktiviteter sker på eget ansvar og for egen risiko. Alle skal udvise størst mulig agtpågivenhed og hensynstagen over for andre deltagere. Færdselsloven skal overholdes.
Vedtaget på generalforsamlingen den 18. januar 2012. og med tilføjelse 14. januar 2015.