Klubtræf hos CC95 søndag den 5/3-2017

Om det var udsigten til regn og blæst eller første etape af Paric-Nice, der holdt folk væk, skal være usagt, men faktum er, at 28 friske ryttere troppede op til klubtræf hos CC95.

10 af disse var på landevejscykel, hvorfor én kvinde (Kirsten) og ni mænd drog afsted i tørvejr og vinden i ryggen. Af de ni mænd var de fem fra ØM – Kurt, Niels, Frank, Søren og undertegnede.

Det med tørvejret skulle vise sig at være en kort fornøjelse. Efter kort tid begyndte det at dryppe, og inden vi atter var tilbage i CC95’s klubhus, var regnen decideret modbydelig.

Det med medvinden var også en kort fornøjelse, for da vi var nået længst væk, fik vi prisen at føle i form af en strid, kold og umådelig våd modvind.

Turen forløb uden større dramatisk, men det var gennemblødte og forkomne ryttere, der satte sig til bords og nød en velfortjent kop kaffe og et (eller to) stykke wienerbrød.

Tak til CC95 for en herlig tud og ypperlig beværtning.

-Allan